En adelsmand viser sine sko frem, så fortæller han om sine egne fortræffeligheder til en fremmed adelsdame, så stiller han sig op på en stol og fortæller bredt og larmende om noget, han har udrettet. En lille pige lytter på, mens adelsdamen fra før vender ham ryggen. Adelsmanden tager nu en megafon og taler højere end nogensinde før. Den eneste tilhører er den undrende lille pige. De kigger lidt målløse på hinanden, hvorefter den lille pige også vender ham ryggen. Han står tilbage med hængende skuldre.
Der var engang en mand, der ikke var blevet hørt.
Idéen om pral
Når vi praler, er det grundlæggende fordi, vi ikke er blevet rost, set og hørt nok. Vi skruer op for selvforherligelsen, når ingen andre har forherliget os. Vi har et savn efter ros og anerkendelse – og efter at blive set som dem, vi er. Tomme tønder buldrer mest – og sådan er det også med pral. Lavt selvværd får os ofte til at skrue op for vores volumen og det resulterer i pral. Når vi praler får vi øjeblikkelig tilfredsstillelse, men det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det varmer i begyndelsen, men bliver hurtigt vådt, koldt og ubehageligt bagefter.
Pral rammer os altid. Som en boomerang kommer det tilbage, når vi mindst venter det og gerne længe efter, at vi har pralet. Desværre gerne i sammenhænge, hvor vi mindst behøver det, dukker boomerangen op og rammer os hårdt i nakken.