Kongen reflekterer over bagerens kompetencer. Han ønsker, at bageren bliver dygtigere til at anvende bedre råvarer. Han vil også knytte bageren fastere til hoffet. Han indkalder derfor bageren til en feedback samtale. Kongen og bageren sidder over for hinanden. I nærbilledet ser vi kongens venstre hånd, hvor lillefingeren er bøjet mod håndfladen og kongens højre pegefinger peger på ringfingeren. Han illustrerer med sin pegefinger bagerens evne til at udvælge gode råvarer på en skala fra 1 – 10. De lægger en udviklingsplan sammen, giver hånd og skilles i glæde.
Idéen om inspirerende feedback
Mange af os er hårdt trænet i at give feedback på samme måde, som vi livet igennem selv har modtaget og sikkert stadig modtager feedback. Den meste feedback gives uopfordret, uden kontakt med den, der er målet for feedbacken og vedrører for det meste ros eller ris, for det vi gør eller ikke gør – og i den forbindelse gerne kombineret med en anelse skyld. Det er ikke særligt inspirerende eller opløftende udelukkende at få belønning eller det modsatte for det vi gør, fremfor feedback på hvem vi er som mennesker.