Jeg er uddannet læge fra Københavns Universitet. Jeg har gennem min karriere bl.a. arbejdet på kræftafdelinger og har specialiseret mig i klinisk patologi med speciale i diagnostik af brystkræft. Jeg har i de sidste 10 år arbejdet som overlæge og faglig leder af brystkræft-teamet på Patologiafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital i København. Jeg har i mit faglige virke løbende været forskningsaktiv og har været medvejleder på flere PhD projekter.
I de senere år har jeg i mit arbejde som læge og i mit privatliv været vidne til, hvordan vi mennesker i stadig stigende omfang lider af kroniske sygdomme. Der er ofte ikke bare tale om en kronisk sygdom, men adskillige kroniske sygdomme, og de rammer os stadig tidligere i livet. Vi har i den vestlige verden en epidemi af kroniske sygdomme, der ikke kun skyldes, at vi bliver ældre, men i meget høj grad er et resultat af vores livsstil. At lide af kroniske sygdomme forringer vores livskvalitet og tager mange gode leveår fra os. En sund livsstil og et godt helbred er båret af mange forskellige faktorer, herunder bl.a. kost, motion, ingen tobak, et beskedent alkoholforbrug, tilstrækkelig og god søvn, stresshåndtering, gode nære relationer og at livet i det hele taget er meningsfuldt for os. Alle disse faktorer er vigtige, men der er ingen tvivl om, at kosten spiller en central rolle.
Som læge er jeg overbevist om, at der er flere forskellige kostmønstre, der alle kan bidrage til at reducere vores risiko for sygdom. Det må være op til den enkelte at vælge netop den kost, der fungerer for os hver især. For mig ligger det smukke og unikke ved at vælge en plantebaseret kost i, at den ikke kun giver mig og min krop optimale betingelser. En plantebaseret kost er også et stærkt og samlende redskab til at løse en lang række af de store udfordringer, vi mennesker står overfor. At spise overvejende eller helt plantebaseret er langt mindre ressourcekrævende end en kost, med mange animalske produkter. Det gælder både i forhold til arealforbrug, vandforbrug og forbrug af gødning og pesticider. Hvis vi skifter til overvejende eller helt plantebaserede kostformer bliver det muligt at brødføde verdens voksende befolkning, hvilket er helt urealistisk med vores nuværende forbrug af animalske fødevarer. En plantebaseret kost kan bidrage til at reducere klimaforandringer og de uoprettelige tab af biodiversitet, vi er vidne til i disse år. Og sidst men ikke mindst er jeg på en plantebaseret kost ikke med til at støtte en fødevareindustri, hvor 80 milliarder dyr hvert år opdrættes og slagtes under de mest kummerlige forhold.
Hver for sig udgør alle disse ting vigtige grundsten i min beslutning om at skifte til en plantebaseret kost. Og det helt særlige er, at de alle sammen peger i den samme retning.
Mit valg af kostmønster har fået en hel fundamental betydning i mit liv. Det har forandret mit syn på mig selv og på mine omgivelser, og det er for mig blevet en livsbekræftende og mere empatisk og kærlig måde at være i tilværelsen på.
Kort Curriculum Vitae:
Uddannelse og ansættelse:
1996: Kandidat i Lægevidenskab, Københavns Universitet
2008: PhD, Københavns Universitet
2013: Speciallæge i Anatomisk patologi og cytologi
2014: Overlæge og faglig leder af brystkræft teamet på Patologiafdelingen, Herlev og Gentofte Hospital
2020: Medlem af Dansk Selskab for Livsstilsmedicin
2022: Medstifter af SHAPEyourfuturelife.org
2023: Gennemført kurser via American College of Lifestyle Medicine
Videnskabelige priser:
2009: High Impact Price (2 publikationer), Herlev og Gentofte Hospital
Publikationer:
- PhD afhandling: ”The protein expression of YKL-40 in breast cancer. Investigations by immunohistochemistry and immuno-electron microscopy”, University of Copenhagen 2008
- 1 Bogkapitel
- 25 fagfælle-bedømte videnskabelige artikler
SHAPE Your Future Life
Velkommen til et gladere, sundere og mere bæredygtigt liv!
Verden har brug for bæredygtige løsninger og enkle værktøjer, der i vores hverdag hjælper os til at leve et gladere, sundere og mere bæredygtigt liv. Vi i SHAPE udvælger, indsamler og bearbejder relevant, evidensbaseret viden og formidler den i film- og artikelform til dig og din familie.
Gennem lettilgængelige og konkrete værktøjer får vi alle mulighed for at erobre vores sundhed tilbage og reducere eller helt undgå “skrante-årene” i den sidste del af livet. Den rette viden “lægger ikke bare flere år til livet” men også “mere liv til årene”. Skridt for skridt kan vi lave små og store ændringer i vores hverdag, der uden at forringe vores livskvalitet vil mindske vores klimaaftryk og bidrage til bevarelse af biodiversitet og en mere empatisk verden for de skabninger, vi deler vores smukke planet med.
Formalia
© Copyright 2025. SHAPE Your Future Life / Be The Change ApS. Alle rettigheder forbeholdes