Den måde, vi spiser på i den vestlige verden, gør os syge
I den vestlige verden spiser mennesker helt generelt for meget, for dårligt, for få fibre og for næringsfattigt. Vi er overvægtige, og vi lider af kroniske sygdomme. Kroniske sygdomme er blevet en global epidemi, og den primære årsag til sygdom og død er, hvad vi spiser – og hvad vi ikke spiser.
I den vestlige verden har vi en epidemi af kroniske sygdomme
I Danmark har 66% af befolkningen på 16 år eller derover en eller flere kroniske sygdomme. Danskere i alderen 45-74 år har i gennemsnit 2,7 kroniske sygdomme, mens danskere på 75 år eller derover i gennemsnit har 5,3 kroniske sygdomme. Denne tendens ses også i andre lande med en vestlig kost, og tendensen er stigende.