En adelsmand smiler anstrengt, imens han underholder dronningen og de øvrige gæster. Mens han taler, breder ensomhedsfølelsen sig mere og mere i ham. Til sidst er ensomhedsfølelsen så stor, at han ikke længere kan skille sig fra sin “ked-af-det-hed” og må knibe en tåre.

''Der var engang en mand, som følte sig ensom i selskab med andre. Han vidste ikke, at der var noget i ham selv, han ikke var sammen med.''

Idéen om ensomhed

Ensomhedsfølelsen opstår, når der er noget i dig selv, du ikke er sammen med.

Det, at du skiller dig fra en del af dig selv, giver ensomhedsfølelsen. F.eks. kan du være ked af det, uden at du giver det plads, fordi du måske føler, at der ikke er rum til det i det selskab, du er i. Det kan også være, at du er alene hjemme og føler dig ensom – i det tilfælde skyldes det ligesom før, at der er noget, du ikke er sammen med og ikke det faktum, at du er alene.

Indholdsfortegnelse

Ensomhedsfølelsen stammer ofte fra følelser, der ikke er passende i den kontekst, de opstår i eller fra følelser, der er besværlige og forekommer umulige at håndtere på egen hånd. Paradoksalt nok forbliver følelserne måske netop af den grund ubearbejdede. Ensomhedsfølelsen kan være med til at fastholde dig der, hvor du følelsesmæssigt er – den dræner i så fald dit liv og er ikke befordrende for et godt liv. Ensomhedsfølelsen kan også være den udløsende faktor, der igangsætter en forandring.

Perspektivering 

Adelsmanden på illustrationerne er ked af det, og han er i en kontekst, hvor han føler, at han ikke kan vise det. Løsningen han vælger, nemlig alligevel at forsøge at være underholdende, er dårlig for ham og selskabet som sådan – det bliver jo nok aldrig rigtigt sjovt, det han fortæller.

Når adelsmanden alligevel vælger den løsning, fortæller det en del om hans selvværd, måden at være i verden på og om selskabets rummelighed. Under forudsætning af at han deltager frivilligt i selskabet, kan selvværdet ikke være særligt stort, når han vælger at tilsidesætte det eller de behov, han har. Den måde, han er i verden på, bygger på, at han er blevet elsket for det, han gør, og ikke for den, han er. Blev han elsket for at være den, han er, ville der være rum til, at han kunne være ked af det og alligevel være til stede i selskabet. Han ville ikke skulle være underholdende og “være på”, men kunne måske have en mere tilbagetrukket, perifer plads, hvor der var rum til nærhed og kontakt.

Du skal være medlem for at se og tage testen.